Ulvsborg lægger jord og stormandsgård til et ganske særligt møde med den tidlige middelalder. En flok passionerede reenactere – både danske og udenlandske – rykker ind og tager livtag med kampteknikker, skarpe våben og fortidens håndværk. De lever så tæt på kilderne som muligt, og det mærkes. Her er ingen halve løsninger, ingen skjulte lynlåse – kun ild i essen, skarpe æg og masser af uldtøj.
I løbet af weekenden vil der være “bouts” – træningskampe med historiske våben, hvor deltagerne øver teknikker og bevægelser. Det ligner måske kamp, men det handler mere om læring end om at vinde. Egoet bliver pænt efterladt derhjemme – her er det ydmyghed, teknik og samarbejde, der gælder.
Og hvis du troede, det bare var for sjov, så vent til du ser demonstrationerne med skarpe våben. Her testes autentiske våben mod skjolde, spydstager og økseskafter for at forstå, hvordan de faktisk fungerede – og hvad det kræver at mestre dem. Og ja, der bliver også hug- og stik-tests på materialer, der minder lidt rigeligt om virkelige kroppe – blandt andet kød. Det er ikke for sarte sjæle, men det giver en helt særlig forståelse for våbnenes kraft og alvor. Du kommer tæt på – både visuelt og med næsen!
Ulvsborgs egne folk vil sammen med slyngespecialister vise middelalderens svar på langtrækkende ildkraft. Forbered dig på både katapulter, slyngevåben og kasteskyts, når middelalderens artilleri ruller frem – ikke for at ødelægge, men for at oplyse og imponere.
Det bliver ikke en weekend med hoppeborge og candyfloss – men hvis du er nysgerrig på den autentiske middelalder, og hvis du vil tættere på den rå virkelighed, som krigere, håndværkere og gårdens folk levede i for næsten 1000 år siden… Så kig forbi
Hvem ved – måske går du hjem med lidt mere respekt for sværdets vægt og for, hvor svært det faktisk er at lade en slynge ramme noget som helst.
Du kan købe din billet her