Glæd jer til en helt særlig ridderuge på Ulvsborg, når de tyske riddere igen rider ind på pladsen og fylder borgen med hestehov, kampgejst og ægte middelalderstemning. I år er det hele 20 år siden, de besøgte os for første gang – og det fejrer vi naturligvis med manér.
Oplev en flot ridderturnering for hele familien, hvor ryttere, våben, heste og historisk drama går op i en højere enhed. Her er der fart over feltet, støv i luften og masser af spænding, når ridderne viser deres kunnen fra hesteryg.
Som altid sender vi også krigsmaskinerne i aktion, så I kan mærke middelalderens bulder og brag helt ned i maven. Rundt omkring på Ulvsborg kan I selv prøve kræfter med historien: besøg buebanen, bag jeres eget fladbrød, spil middelalderspil og gå på opdagelse i en uge fyldt med oplevelser, håndværk og levende formidling.
Det bliver en sommerferieuge med riddere, rabalder og historisk sjov for både børn og voksne – og en jubilæumsuge, hvor vi fejrer 20 år med besøg fra vores riddervenner fra Tyskland.